Gode råd til jobsamtalen

Jobsamtalen

 

Til en jobsamtale vil arbejdsgiveren undersøge om du er den rette til jobbet. De vil vide om du kan løse de opgaver der er i jobbet. De vil vide om du er behagelig at have gående rundt på arbejdspladsen. Om du er et plus der tilfører energi. De vil vide om du er god til at lytte og følge husets kultur. Om du har indføling og kan stikke en finger i jorden. Om du har de samme værdier og den rette kemi. De vil vide om du er initiativrig og kan tage ansvar. Om du selv ved hvordan du skal bruge din uddannelse i deres virksomhed. Om du er lærenem og hurtigt finder ud af tingene. De vil vide hvorfor du søger stillingen. Om du har forventninger de kan indfrie.

Måske har de på forhånd nogle indvendinger mod din person, eller mod dine kvalifikationer, måske at du er for ung eller at dit 5-tal i matematik ikke er så godt. De indvendinger er det meget vigtigt for virksomheden at få undersøgt.

Når virksomheder skal ansætte nyuddannede med ingen eller kun beskeden joberfaring, ligner de nyuddannedes jobansøgninger, uddannelser og karakterniveau ofte hinanden. Derfor spiller jobsamtalen en stor rolle for de nyuddannede. Det er her de kan skille sig ud fra de andre i ansøgerfeltet. Det er under jobsamtalen at virksomhederne har mulighed for at få et mere nuanceret indtryk af ansøgerne. De ting de kigger efter er personlige egenskaber, personlige ønsker og målsætninger. Hvorfor søger du jobbet og hvor er du henne om tre år?

Forberedelse

Inden jobsamtalen skal du forberede dig grundigt. Det giver indtryk af at du er engageret og grundig.

  • Læs jobannoncen grundigt. Hvad er det helt præcist de vil have du skal? Find eksempler på at du kan det og skriv dem op på en liste.
  • Overvej hvilke indvendinger virksomheden kan have mod dine kvalifikationer. Hvad kan de være bekymrede for? Overvej hvordan du vil svare på de spørgsmål.
  • Tjek virksomheden på nettet, både deres hjemmeside og journalistiske artikler om virksomheden. Du skal vide hvad de laver, hvordan deres situation er og hvordan kulturen er på virksomheden. 
  • Forberedelsen giver dig mulighed for at spørge aktivt og interesseret under samtalen. Vis aldrig at du intet ved om virksomheden.
  • Tjek de personer du skal til jobsamtale med. Google deres navne og find evt. foto af dem så du kan få et indtryk af dem som person. Se om de har deltaget i debatter eller interviews hvor de udtrykker personlige holdninger.
  • Lav en liste over de ting du vil spørge om. Det kan være: Hvilke forventninger har I til ansøgeren? Hvad er det vigtigste arbejdsområde? Hvilke muligheder er der for udvikling i virksomheden? Er det en nyoprettet stilling? 
  • Lav en liste over ting du vil have sagt i løbet af samtalen. Du skal ikke gemme vigtige pointer til sidst. 
  • Lav en liste over dine svage og stærke sider (i forhold til jobbet). Nævn kun de svage sider der kan vendes til faktisk at være noget positivt: "Jeg har en direkte facon som måske støder nogen, men omvendt ved folk også hvor de har mig."
  • Lav en liste hvor du på forhånd besvarer nogle af de spørgsmål som typisk bliver stillet i løbet af en jobsamtale.

Virksomhedens spørgsmål til ansøgeren

Forløbet i en jobsamtale starter tit med at intervieweren fortæller om virksomheden og hvilke opgaver der ligger i jobbet. Dernæst begynder de at bore og spørge ind til nogle af de ting der står herunder. Til sidst fortæller de måske hvor mange de har til samtale og hvornår du hører noget. Men det kan også ske at de starter med at spørge dig om noget. Det vil som regel gå på nogle af den nedenstående spørgsmål. Derfor er det en god idé at du har forberedt svar på dem.

Indledende spørgsmål

  • Kan du fortælle lidt om dig selv?
  • Hvorfor søger du jobbet?
  • Hvad regner du med at det vil give dig?

Spørgsmål til faglige kvalifikationer

  • Hvad har du lavet i løbet af din uddannelse?
  • Hvad er det vigtigste du har lært?
  • Hvordan kan du bruge den viden i vores virksomhed?
  • Har du haft studiejob?
  • Kunne du lide at gå til eksamen?

Spørgsmål til personlige kvalifikationer

  • Hvad laver du i din fritid?
  • Hvad er dine stærke sider?
  • Hvad er dine svage sider?
  • Hvad kan du godt lide at lave?
  • Hvad kan du ikke lide at lave?
  • Hvilke personlige kvalifikationer synes du er vigtige?
  • Hvilke personlige kvalifikationer har du der passer til dette job?

Spørgsmål til din viden om virksomheden

  • Hvad kender du til virksomheden?
  • Kender du noget til vores kultur?
  • Hvorfor vil du gerne arbejde her?
  • Hvordan har du det med overarbejde?

Spørgsmål til din fremtidsplaner

  • Hvad er dine fremtidsplaner?
  • Hvor er du om tre år?
  • Hvad er dine succeskriterier?

Afsluttende spørgsmål

  • Har du nogle spørgsmål?
  • Har du søgt andre job?
  • Er der noget vi har glemt at tale om?

Kemi er (næsten) alt

Virksomheder ansætter som regel folk der ligner dem selv. Folk der går i det samme tøj og har de samme værdier. Et børnehjem vil næppe ansætte en ung habitklædt mand der taler som om han var til landsmøde i Konservativ Ungdom. Du skal aldrig lave om på dig selv om for at få et job. Hvis du som ung konservativ vil have et job på en arbejdsplads hvor der hersker traditionelle venstreorienterede værdier, så overvej hvad du har til fælles med kulturen på den arbejdsplads. Fokuser på de ting I har tilfælles.

  • Klæd dig som de gør på virksomheden. Skal du til jobsamtale i Magasins parfumeafdeling, så vær prober og pæn i tøjet. Skal du tale med boldklubben, er pænt træningstøj ok.
  • Er det et konservativt advokatfirma, kan det være en god ide at medbringe en mappe hvor du har cv, jobannonce, eksamenspapirer og lignende. For at udstråle at du har orden i sagerne. Men skal du til jobsamtale i et ungt, kreativt reklamebureau, vil den mappe måske virke uheldig.
  • Indstil dit sprog efter arbejdsgiveren. Undgå joviale udtryk, slang, vittigheder og lignende. Det virker nemt useriøst. Også selv om arbejdsgiveren bruger slang og fortæller vittigheder.
  • Opfør dig som en høflig gæst der stikker en finger i jorden og lader arbejdsgiveren tage styringen. Sæt dig først ned når du bliver bedt om det.
  • Se hele tiden vågen og interesseret ud.
  • Ryg ikke selv om arbejdsgiveren gør det.
  • Undgå kontaktbrølere som et slapt håndtryk, svedige hænder, undvigende blik, foldede arme, sammenfalden krop, råben, nervøs pillen og lignende. Smil og vær på. 
  • Vær ærlig. Giv ikke indtryk af at du skjuler noget. Svar beredvilligt og åbent på alle spørgsmål, også selv om du ikke kan svare på dem. Sig: "Det ved jeg ikke, men jeg vil gerne undersøge det/tænke over det". Det er ok at du ikke har styr på alt.
  • Ros virksomheden. De ved godt hvorfor du gør det, men ros virker altid.
  • Lyt interesseret til det de siger. Stil uddybende spørgsmål der viser at du har sat dig ind i sagen. Den der er god til at lytte og spørge, virker ofte mere sympatisk end den der taler hele tiden.
  • Fortæl hvad du kan. Det er ikke sikkert at arbejdsgiveren ved hvad han skal bruge alle dine færdigheder til. 
  • Vær tro mod dig selv. Du er som du er og kan det du kan. Hvis de ikke kan lide det, er der ikke mere du kan gøre ved det. Derfor skal du ikke gøre dig anderledes end du er.
  • Hvis du får et afslag, men ingen begrundelse, så mail eller ring til dem og spørg hvorfor. Det vil give dig værdifuld viden til næste gang. Det er kun rimeligt at virksomheden giver den respons når du har investeret energi i dem.

Det virker dårligt

  • Manglende fornemmelse for god opførsel. 
  • Man kommer for sent til samtalen.
  • Man giver et slapt håndtryk.
  • Man lugter af hvidløg.
  • Man taler om løn og ferier til den første jobsamtale
  • Mangel på ideer om karriere og mål.
  • Mangel på interesse og engagement.
  • Manglende øjenkontakt.
  • Dårlig forberedelse.
  • Klicheer om dig selv. Hvis du siger du er tilpasningsdygtig, så giv et konkret eksempel hvor du har været tilpasningsdygtig.
  • Virk ikke indbildsk og opblæst.
  • Tal aldrig kritisk om tidligere arbejdsgivere.
  • Tal ikke negativt om noget som helst.
  • Undgå at tale alt for længe. Svar kort og præcist.